Godt nytår - også for hunden

Emne: 
Tiden op til nytår og selve nytårsaften er en hård tid for mange hunde, idet de kan blive urolige eller direkte angste, når der fyres fyrværkeri af i nærheden af hjemmet.
Nedenfor finder du gode råd til, hvordan du kan hjælpe din hund bedst muligt igennem denne vanskelige periode af året.

TIDEN OP TIL NYTÅR
  • Når den første afskydning starter midt i december er det vigtigt at ignorere din hunds uro ved at undlade at forsøge at trøste den, idet dette kan føre til forstærkning af dens uro.
     
  • Prøv i stedet at finde noget spændende legetøj, som din hund synes rigtig godt om, og som du kun tager frem i dén situation. Leg med din hund, vær glad og positiv i stemmen, flyt din hunds opmærksomhed fra fyrværkerilydene og hen på jeres gode leg sammen.
     
  • Lydtræning med fyrværkerilyde på en CD skal påbegyndes mange måneder før nytårsaften for at have sin fulde effekt.
    Dette er en god måde at træne hunden i at acceptere lydene. Træningen starter med, at du afspiller CD'en på ganske lavt volumen samtidig med, at du leger med din hund. Også her er målet, at din hund forbinder lydene med noget positivt i stedet for noget negativt. Gradvist skruer du op for volumen og flytter ligeledes gerne afspilningen udenfor.
    For visse hunde kan det være en fordel at kombinere lydtræning med receptmedicin (Clomicalm), der virker angsdæmpende og samtidig øger indlæringen. Tal med din dyrlæge om dette i god tid inden årets afslutning.
    Lydtrænings-CD'er kan bl.a. købes på Vorup Dyrehospital.
     
  • Giv evt. din hund et naturprodukt med beroligende virkning:

    Zylkéne er et kosttilskud udvundet af komælk og har en angstdæmpende virkning. Det fås i kapsler og kan gives dagligt i hele december. 

    Adaptil indeholder tryghedsskabende og beroligende feromoner - en slags signalstoffer, som man ikke kan lugte, men som har en positiv virkning på hundens opfattelse af situationen. Adaptil kan sættes i en stikkontakt, hvorfra den afgiver sine feromoner i op til 4 uger. 

    Serene-Um er et kosttilskud, som bl.a indholder bestemte aminosyrer, der tilskrives en beroligende virkning. Kan gives hele december.

    Kalm er et tilskud af naturligt forekommende aminosyrer og vitaminer, som sikrer de vigtige signalstoffer i hjernen, der regulerer angst og adfærd. Kan gives hele december.

    De nævnte præparater kan alle købes på Vorup Dyrehospital.
     
  • Kontakt din dyrlæge i god tid, hvis du skønner, at din hund bliver så bange nytårsaften, at den har behov for receptpligtig beroligende og angstdæmpende medicin.
    For at måtte udlevere den slags medicin skal vi kende din hund og dens sundhedsstatus i forvejen.

     
NYTÅRSAFTEN
 
  • Lad aldrig din hund være alene hjemme nytårsaften. 

  • Har du ikke mulighed for at være hjemme hos den eller tage den med dig, så bestil plads i en hundepension i landlige omgivelser i god tid.
     
  • Aktivér din hund optimalt nytårsaftensdag ved at give den fysisk aktivetet i løbet af dagen i form af en lang gåtur et sted med masser af fært og fremmede lugte, f.eks i en skov eller ved stranden.
     
  • Mindst lige så vigtigt er det, at du giver din hund mentale udfordringer f.eks ved at lægge et spor til den eller ved at sprede godbidder/foder ud på et større areal i haven eller hjemmet eller gemme det i aktivitetslegetøj.
    Du kan også give din hund et marvben, som du har fyldt med dåsemad, leverpostej eller torskerogn og frosset ned i forvejen, så det er klar til denne dag.
     
  • Sørg for at lufte din hund inden mørket falder på, og skyderiet for alvor begynder. Begræns derefter luftningen til et minimum og altid kun i snor. Selv en ellers rolig og lydig hund kan pludselig blive forskrækket og løbe væk i panik.
     
  • Giv din hund rolige omgivelser at tilbringe aftenen i. Træk gardinerne for og tænd for musik eller fjernsyn (vær opmærksom på programmer med evt. fyrværkerilyde).
    Hvis din hund gerne vil ligge under sofaen eller i kosteskabet, så giv den lov til det. Den finder selv dét sted, hvor den føler sig mest sikker.
     
  • Forsøg ikke at trøste, straffe eller ynke din hund, hvis den viser tegn på uro. Dette vil blot forstærke dens uro. Prøv i stedet at ignorere begyndende uro eller find dens ynglingslegetøj frem og afled dens opmærksomhed.
     
  • Undgå bordbomber, truthorn og andre larmende ting i hjemmet. 
     
  • Giv kun ordineret medicin i henhold til din dyrlæges anvisning.
     
  • Når du lufter din hund om natten eller næste dag, så vær opmærksom på skarpe genstande i form af glas eller plastikstykker på vejene eller i haven. De er til tider knivskarpe og kan let skære en hundepote.
    Check haven nytårsdag for genstande, som måtte være dalet ned i den i løbet af aftenen. 
     
HUSK OGSÅ KATTEN...

De fleste katte klarer nytårsaften langt mere afslappet, end mange hunde gør. Har du dog alligevel en kat, som reagerer på fyrværkeri med angst og panik, gælder til dels de samme gode råd som for hunden:
  • Giv katten mulighed for at krybe i skjul, hvor den vil.
  • Træk gardinerne for og tænd for musikken.
  • Katte kan ligeledes have glæde af de beroligende kosttilskud/naturprodukter (se ovenfor)
  • Kontakt din dyrlæge i god tid, hvis din kat er så bange, at den behøver angstdæmpende medicin.
     
 
VI ØNSKER ALLE HUNDE OG KATTE SAMT DERES EJERE ET GODT NYTÅR!