Børn og hundens død

Børn og hundens død

 

Skal børn være med til aflivningen af deres hund?

Det første man bør overveje, er efter min mening, hvad formålet for deres deltagelse egentlig er?

Er det fordi barnet selv har ytret ønske om det?

Er det fordi forældrene mener, det vil være bedst for deres barn?

Eller er det fordi, et tabu emne med djævlens vold og magt pludselig skal ophæves?

Fordi døden er så svær for os voksne at håndtere, og det skal vores børn i hvert fald ikke lide under?

Døden er for mange abstrakt og vanskelig at forholde sig til. Hvad sker der, når man dør? Gør det ondt? Ved man, når man skal dø? Hvor kommer man hen? Kan dyret se og høre os efter, det er dødt?
Der er en hel række spørgsmål, som børnene vil stille, men som vi voksne af gode grunde ikke har svaret på. Ved en aflivning må vi ikke glemme, at her handler det ikke kun om døden, men om at være ansvarlig for et dyrs død, hvilket naturligvis vil medføre flere spørgsmål, begrebsforvirring og følelsesmæssige aspekter.
Er der tale om en gammel og syg hund, som ikke har et godt liv mere? Det kan være svært rent følelsesmæssigt for barnet at indse, at dyret er bedre tjent med, at nu skal det være slut. Eller afliver vi på grund af et adfærdsproblem? Dyret skal med andre ord dø, fordi det ikke opfører sig, som vi ønsker det. Sådan vil børn afhængigt af alder ofte resonere.
Samtidig er der ingen, der på forhånd kan være helt sikre på, hvordan selve aflivningen kommer til at foregå. Vil dyret blive uroligt? Hvilken type aflivning vælges? Rammer dyrlægen venen på den præcise måde, der er en forudsætning for, at aflivningen foregår uden smerter? Får hunden den dosis sovemedicin, der er nødvendig for, at dyret dør med det samme, eller skal det have en yderligere dosis?

Det er vanskeligt at svare entydigt på om, barnet skal deltage i aflivningen. Der er en hel række aspekter, vi, som de voksne og ansvarlige, er nød til at overveje nøje inden, vi træffer valget, og hvor vi skal være meget bevidste om, at det kan få nogle uheldige konsekvenser for barnet, hvis valget træffes forkert!
Først og fremmest handler det om barnets alder og psykiske udviklingstrin. Børn skal have en vis alder for at kunne forholde sig til døden.
Et barn under tre, fire års alderen vil ikke kunne forholde sig til aflivnings processen endsige forældrenes argumentation for denne. Og hvad er så formålet for deres deltagelse? De kan i det meget intense og vigtige forløb komme til at forstyrre mere, end godt er.
Mellem fem og otte år vil et barn være meget optaget af døden. Det går op for barnet, at døden er noget, der kan forekomme i dets egen verden, at det er noget, der kan ramme familie, venner og det selv! Og døden - og aflivningen - vil få en anden betydning netop på grund af, at det pludselig handler om barnets egen verden. Det vil her være meget vigtigt, såfremt barnet skal være med til aflivningen, helt konkret at fortælle barnet, hvad det er, der skal ske, men uden at bruge ord som at "hunden bare sover ind", "får en indsprøjtning, som får den til at dø", idet barnet så kan blive bange for at lægge sig til at sove, eller blive bange for at blive stukket.
Et barn på otte og derover, vil generelt kunne forholde sig til død og aflivning på et andet begrebsmæssigt niveau, men stadig vil barnet være meget domineret af sit følelsesliv og verden. Det kan handle meget om skyld og vrede. Følelser, som kan være vanskelige at komme af med, fordi fornuft og følelser ofte er i strid med hinanden. Det kan være svært at beskylde mor, far, dyrlægen endsige sig selv for at have dræbt barnets bedste ven. Og følelser, som ikke kommer ud, har en tendens til at give psykosomatiske reaktioner.

Hvordan vil den voksne reagere? Vi er ofte ligeså knyttede til hunden, som barnet er, og det kan være vanskeligt for ikke at sige umuligt at spå om egen følelsesmæssige reaktion på hundens aflivning. Bryder den voksne sammen, kan det være umuligt at have plads til barnets sorg, og ikke så sjældent vil barnet overtage den voksnes rolle, som trøster og omsorgsgiver. Og det er galt! Barnet vil så senere have vanskelighed ved at komme igennem egen sorg-proces på en hensigtsmæssig måde.

Uanset om barnet er med ved selve aflivningen eller blot hører om denne, er det som før nævnt vigtigt, at vi overvejer hvilke ord, vi bruger, når vi taler om døden.
Vi voksne kan abstrahere på en måde, som børn ikke magter. I vores afstandtagen og angst for døden vælger vi ofte ord med en overført betydning "at gå bort", "at sove ind", "at lukke sine øjne", "at rejse hinsides" og så videre, men vi er ikke altid opmærksomme på, at børn er meget konkrete i deres sprog forståelse.

Ovennævnte skal ikke forstås, som om jeg helt og aldeles tager afstand fra børns deltagelse i aflivnings-processen. Dog mener jeg, at vi voksne bør overveje hele situationen meget nøje, før vi træffer beslutningen.

Meget vigtigt er det imidlertid, at barnet ser hunden efter, den er død. Børn møder i dag ofte kun døde via TV avisen i klip med vold og krig, og dette billede af døden kan de overføre på hunden. En hund der er død via aflivning er meget ofte et fredfyldt syn, og synet vil forhindre væmmelige fantasiers opståen.

Jeg tilråder altid, at hunden bliver begravet et sted, hvor barnet har mulighed for at komme. Både det at begrave og besøge et gravsted har stor terapeutisk værdi både for børn og voksne; gråden, samtalen med det døde dyr og tankerne betyder bearbejdning af sorgen.

En anden ting, man som forælder skal være klar over er, at børn sørger i spring! Dette har som resultat, at børn det ene øjeblik kan være opslugt i gråd og det næste være i gang med glad leg - uden, at dette siger nogen om sorgens dybde. Derfor er det også vigtigt, at der i lang tid efter det skete, til stadighed bliver talt om hunden og det hændte, også selvom det gør ondt for begge parter. Man glemmer sjældent hunden, og sorgen vil stadig være en del af ens tilværelse lang tid fremover. Og sådan skal det være!

Livet gør til tider ondt, men smerte er en del af det at leve et godt liv. Det centrale er, at såret bliver et lukket ar.

 

Hundepsykologen

Lone Greva. cand.psych.
Århusvej 258 · 8464 Galten
Mail: post@hundecentret.dk