Hunde alene hjemme

Hunde alene hjemme

Et problem, jeg ofte støder på i min praksis, er hunde, der ikke kan være alene hjemme.
Der er stor forskel på, hvordan problemet udarter sig. Hundene tisser på gulvene, hyler, gør, klynker eller ødelægger.
Det er hunde i alle aldre, størrelser og racer, som folk ringer om.

Desværre viser det sig ofte, at den uhensigtsmæssige adfærd har stået på i lang tid.
Folk har mere eller mindre affundet sig med problemerne, har forsøgt at klare sig på bedste beskub og har haft det håb, at hunden holder op med det, som tiden går.

Men det er desværre med uhensigtsmæssig adfærd som med alle andre problemer, at gør man ikke noget ved det med det samme, bliver det sværere at løse som tiden går.
Og får problemadfærd lov til at udvikle sig til et fast mønster, skal ejeren bruge flere ressourcer for at bryde mønsteret til fordel for et nyt mere hensigtsmæssigt mønster.

Lad mig slå fast med det samme: Hunden ødelægger ikke for at hævne sig eller for at protestere, som vi forstår begrebet.
Hunden reagerer på den situation, den er bragt i, og på de følelser dette medfører. Og hunden kan heller ikke huske, at den har ødelagt, når ejeren vender hjem.
Den ejer simpelthen ikke den mentale kapacitet, der skal til for at mestre disse tankemæssige processer.
Når vi skælder ud, reagerer den med underkastelse på grund af vores vrede, som enten viser sig ved vores kropssprog og/eller ved vores stemmeføring. Dette tolker vi, som skam eller skyld, mentale kapaciteter, som hunden ikke ejer!
Men hvorfor gør de det, hundene, hvorfor ødelægger de, når de er alene hjemme?

Hunden nedstammer fra ulven. Vi har igennem en lang domesticeringsproces fået "skabt" hunden, som vi nu bruger til at opfylde mange af vores forskelligartede behov.
Hunden adskiller sig adfærds- og udseendesmæssigt fra ulven på mange måder, men den er stadig et flokdyr. Og et flokdyr trives bedst, når det er sammen med flokken.
Vi mennesker er blevet hundens flok, og vi voksne, hundens flokledere.
Det vil sige, at når vi forlader hunden, flokdyret, risikerer vi, at dens verden synker i grus.

En anden årsag til, at hunden ødelægger, er understimulering - hunden keder sig.
Vi sørger for at motionere hunden fysisk og tror så, det er nok.
Ulven er et meget socialt og aktivt væsen, som i naturen arbejder ca. 18 ud af døgnets 24 timer. Den arbejder med næsen, med hovedet og med kroppen for bl.a. at skaffe sig føden.
Og hvad gør vores hunde? De sover eller hviler størsteparten af dagen.
De har med andre ord, en masse overskydende psykisk energi, som de skal have brændt af på en eller anden måde. Og det kommer somme tider til at gå ud over bogreolen, sofaen, karmene eller det indvendige af en tørretumbler!
Men hvad gør man så, for at løse problemet med hunden, der ikke kan være alene hjemme?

Problemet med understimulering giver næsten sig selv. Hunden skal til at arbejde for sin føde, så væk med madskålen og frem med næsearbejde, problemløsning, kropskontrol og kontakt/aktiveringsøvelser.
Og arbejder man på den måde med sin hund, opbygger og støtter man som hundeejer sit lederskab samtidig med, at det bliver sjovere at være sammen med hunden.
Jeg har i et tidligere nummer skrevet om hjernegymnastik for hunde, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

I forhold til de hunde, som ødelægger på grund af seperationsangst, når de er alene hjemme, er forebyggelse naturligvis det bedste og det nemmeste.
Anskaf hunden op til en ferie, hvor man har mulighed for stille og roligt at lære hvalpen, at når man går fra den, kommer man hurtigt igen.
Det er et spørgsmål om tillid og selvstændighed.

Halv store hvalpe og voksne hunde, som ikke kan lide at være alene uden deres flokleder, er ofte hunde, som ikke har fået opbygget den tillid til deres ejer, at han eller hun kommer igen.

Hundeejeren må hive nogle dage ud af kalenderen, en forlænget weekend eller en uges ferie, hvor der arbejdes koncentreret med alene hjemme problemet.
Jeg plejer at sige til mine hundeejere, at hundefolk i løbet af ingen tid får et stort neon skilt i panden, hvorpå der står " idiot ". For når man arbejder med hunden, i stedet for mod, vil man komme til at gøre nogle ting, som i omgivelsernes øjne ser fuldstændig tåbelige ud.
Også i den situation, hvor man skal til at lære sin hund at være alene hjemme, vil man komme til, for udenforstående, at opføre sig mærkeligt.

Det første det gælder om, er at finde ud af hvad, der får hunden til at reagere på, at man skal af sted.
Hvornår begynder den at stresse? Er det, når man tager den sidste mundfuld kaffe, når man tager overtøj på, eller når nøglerne begynder at rasle?
Og så starter behandlingsprogrammet: Er det f.eks. nøglerne, som trigger hunden, så tag dem frem, som man gør, når man skal af sted.
Hunden vil derpå reagere med stress på den ene eller anden måde. Læg nøglerne væk igen. Kort tid efter gøres det samme igen, med den samme reaktion fra hundens side.
Men når man gjort det x-antal gange, vil hunden til sidst ikke reagere - for, der skete jo ikke noget farligt.
Så er tiden inde til at gå et lille skridt videre.
Altså, man tager måske tasken frem! Hunden stresser, man går lidt rundt med tasken, og lægger den så. Og foretager sig f.eks. noget praktisk - altså heller ikke her, sker der noget.
Efter mange gentagelser vil hunden heller ikke reagere på det, og så går man videre til, man kommer så langt som til at gå udenfor døren. Bliv ude et par minutter og gå så ind igen, vær inde et par minutter og gå så igen.
Tiden man er ude forlænges langsomt, under hensyntagen til hundens fremskridt.

Det er vigtigt ikke at beskæftige sig med hunden, mens man er inde. Ellers vil hunden føle et endnu større skel mellem at være alene eller sammen med ejeren.

En anden vigtig faktor i forholdet alene hjemme problematikken er måden, vi tager afsked med hunden på og ikke mindst måden, vi hilser hunden på, når vi er vel hjemme igen.
Hunden har det bedst med en kort farvel og goddag hilsen.
Lad os se på det ud fra hundens forståelsesverden:
Hundeejer: " Farvel Bisse, mor kommer snart. Kan du nu være en god hund, og ikke lave nogen ulykker. Jahh, jeg ved, du ikke kan lide, jeg går, men mor kommer snart, så skal vi ud at gå en dejlig lang tur bagefter".
Bisse ( hvis den ellers kunne tænke som vi ): " Uha, nu går hun, og hun er selv ked af det, så er det jo rigtigt, når jeg synes, det er en forfærdelig slem situation. Men sagde hun ikke tur? Hvad er nu det for noget? Skal jeg med ? Nej nu tager hun i døren. Og nu er hun væk"!
Mor kommer hjem igen, og velkomsten sker med mange våde slik, kæl og småsnak, hvilket hunden oversætter til:

" Nu er mor hjemme, nu er min verden fin igen, hun har også savnet mig, og nu er alt godt ".

Selvom hunden ikke kan tænke som vi mennesker, er det ovenstående forståelse af situationen, man giver hunden. Uden at ville det naturligvis, men dette er en af de fælder man kan falde i ved menneskeliggørelsen af hunden.

En af årsagerne til at hunden er så populært et selskabsdyr, er at hunden elsker os, uanset om vi har morgenhår, dårlig ånde eller lige har opført os dybt uretfærdigt overfor den.
Den bekræfter os i at være gode nok.
En anden årsag er, at hunden er afhængig af os, hvilket ligeledes understøtter vores værdi som mennesker.
Imidlertid er det faktisk synd for hunden, såfremt denne afhængighed er medvirkende til, at den ikke trives optimalt. Og hunden trives ikke, såfremt den bliver ulykkelig, når den er alene hjemme.
Her kan bl.a. en række ændrede samværsregler og indlæring af specielle øvelser være med til at øge hundens selvstændighed.

Al adfærdsændring hos levende væsener tager tid.
Tænk blot på hvor svært det er for os at lægge vores spisevaner om, at stoppe med at ryge eller drikke, eller forholde os til vores teenager på en voksen måde.
Derfor vil jeg råde til, at så snart hunden begynder på en eller anden uhensigtsmæssig adfærd, så tag fat i problemet med det samme. Det sparer ressourcer på lang sigt, hunden får det bedre, og det bliver sjovere at være hundeejer.


Hundepsykologen

Lone Greva. cand.psych.
Århusvej 258 · 8464 Galten
Mail: post@hundecentret.dk