Min hund er dum.....

Min hund er dum, den kan ikke lære noget

Samarbejde
Samarbejde er en svær størrelse, og samarbejde mellem to forskellige racer er endnu mere vanskeligt! Og når det handler om samarbejdet mellem mennesket og hunden, står vi som to forskellige størrelser, som nok ligner hinanden på væsentlige områder, men som dog er så forskellige.
At få en hund med dens specielle sprog i huset, kan sammenlignes med at få en japaner indenfor døren (og det ville faktisk være lettere, for vi er jo samme race!). Vi ville aldrig forvente, at han, - fordi vi bad ham om at komme indenfor, tage jakken af, og gå hen og sætte sig, - gjorde, som vi bad om.

Indlæringspsykologi
Derfor er det centralt at vide noget om, hvordan hunden lærer og kommunikerer - ellers har vi ingen forudsætninger for at lære den det, vi ønsker, den skal kunne.
Det smarte og praktiske ved at anvende indlæringspsykologien er, at hundens reaktioner kan forudsiges, hvad de ikke kan, såfremt der anvendes straf eller en række uforenelige påvirkninger.

Positive metoder
Hunden lærer hurtigst ved brug af positive metoder, belønning og samarbejde, kort sagt ved at opnå positive resultater.
Skal vi se på, hvilken virkning metoderne har på hundeejeren, er der ligeledes en kæmpe forskel. Ved at fokusere på princippet om positiv forstærkning (belønning) koncentrerer ejeren sig om at belønne frem for at irettesætte.
Et eksempel: På en gåtur stopper ejeren op og står stille hver gang, linen bliver stram. Siger ikke noget, men venter til hunden vender hovedet mod vedkommende. Idet den gør det roses kraftigt samtidig med, at ejeren småløber nogle skridt tilbage og lokker hunden med. Når hunden kommer tilbage, og linen er slap, eller den går på plads, gives en godbid.
Resultat: nok bliver det en meget afbrudt tur (og naboerne kigger hovedrystende), men det, der siges, er udelukkende positivt, og ejeren er i godt humør. Modsat en tur hvor ejeren fokuserer på det uønskede og mindst 50 gange siger "nej", hunden trækker fortsat, og ejeren er mildt sagt irriteret.

Hunden "snyder" os
Alle individer bør mødes med respekt og indføling for deres særegenskab, men hunden snyder os, fordi den er så fabelagtig til at aflæse os og vores tilstand, så vi tillægger den større mental kapacitet, end den egentlig har. Og den forstår ikke vores sprog, kan ikke skamme sig eller føle skyld m.m.

I de gode gamle dage
"Ja, ja, ja, det er nu meget godt med alt det her nymodens, i gamle dage gik hunden bare hjemme, var tilfreds og lavede ingen problemer", hører jeg ofte folk sige.
Og det er da også korrekt (med visse modifikationer), men tiden og omstændighederne var også anderledes. Som regel gik mor hjemme ved hunden, børnene kom hjem fra skole, og der foregik flere ting i hundens liv.
Samtidig havde man et helt andet syn på hunden! Det var en hund - ikke et familiemedlem, og forventningerne var af en anden karakter.

Mentalt arbejde
Indlæring handler om at lære hunden hvilke regler, der gælder i hjemmet og udenfor, hvordan den skal forholde sig til dette og hint, og så handler det i større og større udstrækning om at arbejde mentalt med hunden.
Både for at få en bedre kontakt, lære den tricks, som man kan "blære sig lidt over" ( og vil vi ikke alle gerne det?) og ikke mindst om at opfylde hundens behov for at bruge pæren. Hunden trives nemlig ikke ved bare at kigge på, hvile og få noget fysisk motion.
Ved at aktivere den mentalt opnår vi en hund, der i udpræget grad bliver mere harmonisk, har bedre kontakt til os og anser os for klogere ledere.

Motivation
Det er egentlig ret banalt: En hund lærer af sine erfaringer (ganske som os) og det, der betaler sig bedst, gør den selvfølgelig igen, når den næste gang står i samme situation! Det er jo den eneste måde at lære på i naturen, og hunden er et rovdyr.
Når vi skal lære hunden noget, drejer det sig om motivation, indlæringsmetode, signaler, hunden kan forstå og belønning, som falder i samme øjeblik, hunden gør det ønskede. At være motiveret betyder "at have lyst til", så det vil sige, at hunden skal som udgangspunkt have lyst til at lære, altså at samarbejde med sin ejer omkring det, den skal lære. Forholdet mellem hund og ejer skal med andre ord være godt og positivt. Motivationen hænger dog også sammen med den belønning, hunden får, når den gør det ønskede.

Belønning
Som tidligere nævnt lærer hunden hurtigst og mest stabilt af at opnå positive resultater; den gør simpelthen det, der bedst kan svare sig i forskellige situationer (bare kig på hvor hurtigt hunde lærer at tigge ved bordet, eller støde til lommen med godbidder i).
Det mest effektive er at belønne lige præcis i det øjeblik, hunden udviser den ønskede adfærd. Hunden skal lære at bruge sin pære, lære at den har et valg, hvor den kan vælge at gøre dét, der giver bonus.
For eksempel: Sæt dig med en håndfuld af noget hunden gerne vil have og vent så. Hunden vil lave alle mulige og umulige bevægelser for at få det ønskede. På et eller andet tidspunkt vil den lave en bevægelse, som kan bruges til en sjov øvelse (nikke, vende hovedet til højre, løfte poten eller lignende), og belønningen skal falde prompte!.
Vent derpå og hunden vil igen forsøge sig frem. Næste gang, den laver den valgte bevægelse, belønnes igen. Meget hurtigt vil hunden fatte, at det er lige præcis dén bestemte bevægelse, det betaler sig at udføre, og den vil gøre det igen - og igen - og igen.

Signal
Når den af sig selv gentagne gange tilbyder adfærden, er det tid at koble signal på.
Hvis den ønskede adfærd for eksempel er at nikke med hovedet, kan signalet være ordet "ikk'". Hunden skal så nikke for at udløse godbidden.
Når man er kommet så langt, får hunden kun belønning når den udfører bevægelsen med signal! Når hunden nikker stabilt på signalet "ikk" knyttes et ord mere på, for eksempel "smuk ikk ?" og når den mestrer det, kan signalet udbygges til "mor, smuk ikk'?" Så ender man med en hund, som giver dig ret i hvad som helst, bare det slutter med "ikk ?".

Hvor tit og hvor længe?
Indlæringssekvenserne må ikke være for lange, det kræver meget af hunden rent mentalt. Hellere mange gange i løbet af en dag end få lange indlæringsperioder.
Når der har været pause imellem, er det i starten ofte nødvendigt at gå en smule tilbage i processen, for at få hunden sporet ind på øvelsen igen.

Korte og klare signaler
Signalerne er et kapitel for sig. Vi mennesker har det med at bruge en hel masse ord! Og hunden forstår ikke vores sprog. Den kan lære en hel del forskellige signaler, men hundens forståelsesmulighed vanskeliggøres af alle de fyldord, vi har en tendens til at bruge.
Dermed være ikke sagt, at det er forkert at tale med hunden i hverdagen, tvært imod, men når vi sender et signal med opfordring om at gøre noget bestemt, skal signalet være kort og klart for hunden. Samtidig er det nødvendigt, at den samlede familie anvender de samme signaler.
Hundens hørelse overstiger langt vores - og alligevel, er der mange, der råber til hunden. Signaler til hunden bør ikke lyde højere end vores almindelige tonefald. Grunden til, at mange hunde kun adlyder, når der bliver råbt, er som regel, at vi sender et signal i almindeligt toneleje - hunden lystrer ikke - vores stemme stiger - hunden lystrer stadig ikke. På et tidspunkt er vores irritation steget til "nu skal den f…. høre", og så råber vi. Hunden lærer, at vi først for alvor mener det, når vi råber.

Mere om belønning
Hvad der skal anvendes som belønning er meget individuelt. Foder/godbidder virker meget motiverende for de fleste hunde, men nogle motiveres mere af ros/mimik, klap, eller at få det bedste legetøj stukket i munden. Og i de tilfælde er det naturligvis det, der skal anvendes.
I indlæringsfasen skal hunden belønnes hver gang, den gør det rigtige! Indlæringen virker bedst og hurtigst på denne måde.
Når hunden har lært øvelsen til fulde, er det til gengæld bedst at belønne med forskelligt interval (hver anden, hver femte, hver syvende osv.). Dermed ved hunden aldrig, hvornår den belønnes; det kan sammenlignes med det, der holder os fast ved lotto, tips, spillemaskiner m.m.

Det er dejligt at have en hund, som gør, hvad man ber' den om, men den iver og veltilpashed, der lyser ud af en hund, som får mulighed for at lære og samarbejde med sin ejer, er efter min mening lige så dejligt, om end på en anden måde. Og under alle omstændigheder er samarbejdet ligeså dejlige stunder for ejeren som for hunden - og metoden gælder også i forhold til andet end cirkuskunster.

God fornøjelse, din hund og du får en bedre kontakt!

 

Hundepsykologen

Lone Greva. cand.psych.
Århusvej 258 · 8464 Galten
Mail: post@hundecentret.dk