At miste en hund

At miste en hund.

Alle ved, at hunden kun lever 10 - 15 år, og at hundeejeren derfor højst sandsynligt overlever hunden. Alligevel kommer hundens død næsten altid bag på de fleste hundeejere. Sorgen er en psykologisk krise. Ordet krise kommer græsk og betyder afgørende vending, pludselig forandring, skæbnesvanger ændring.

Kriserne i livet anskues oftest negativt, men er faktisk en afgørende forudsætning for personlig udvikling, og øget selvindsigt.

Fælles for forskellige typer krisetilstande er, at man udsættes for hændelser og følelser, som er så anderledes og så stærke, at man har svært ved at mestre den situation, som opstår. Sorgen tager i en periode af længere eller kortere tid hele ens tankeliv og personlighed i besiddelse. Processen kan tage lang tid, og periodevis kan minderne og sorgen trænge sig på, selv meget lang tid efter.

Vi er efterhånden kommet et godt stykke i vores erkendelse af, at den sørgende må have lov til at tale og beskæftige sig med den afdøde, at det er vigtigt at give tid o.s.v., når det drejer sig om afdøde mennesker. Taler vi derimod om dyr, kan det være utrolig provokerende for andre, måske ikke dyreejere, at forlige sig med, at nogen har så stærke følelser for et dyr. Og man skal måske ikke regne med samme støtte eller psykologiske nærvær. Taler vi om omplacering, altså at skilles fra sin hund, mens den endnu lever, kan problemet med omgivelsernes manglende støtte være endnu værre. Men uanset årsagen hertil vækker hver separation stærke følelser af forladthed, tomhed, skyld og aggression.

Sorgprocessen foregår altid forskelligt, afhængig af den sørgendes køn, alder, personlige udrustning, hvor meget af hundeejerens identitet, der var knyttet til at være hundeejer, hvordan dødsfaldet foregik o.s.v., men følger dog alligevel næsten altid et bestemt mønster.

Sorgens forskellige faser.

Sorgarbejdet følger som regel i fire forskellige faser: Chockfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen.
Faserne holdes dog ikke altid adskilt fra hinanden, de kan være vævet ind i hinanden eller forekomme udeblevet. En vigtig faktor for, hvorledes sorgen bearbejdes, vil være hvorvidt der findes tidligere mangelfuldt eller ubearbejdede kriser i den enkeltes liv. Ligeledes vil første skridt i retning af et konstruktivt sorgarbejde være at acceptere sin sorg og leve den ud. Følelser som angst og panik er almindelige og såfremt disse accepteres, vil de forsvinde efterhånden.

Det, der kendetegner et patologisk sorgforløb er stagnation, at den sørgende ikke bevæger sig frem gennem en fortløbende proces.

Chockfasen.

Kan vare fra et kort øjeblik til op til flere uger. Under chockfasen forsøges det at holde det skete fra sig, man vil eller kan ikke forstå og forsøger at benægte, at det nogensinde er forekommet. Hele det indre er kaos, og alligevel kan det til tider være skjult for omgivelserne.

Der er tale om en slags bedøvelsestilstand, hvor det kan være svært eller umuligt at træffe selv de mindste afgørelser. Derfor vil det ofte være katastrofalt om hundeejeren i denne fase presses til at tage en vigtig beslutning. Afgørelsen kan være uigennemtænkt og hundeejeren kan derfor senere forfølges af skam og skyld. Snakker vi om en evt. beslutning om aflivning, vil denne fase være en meget uheldig tidsperiode at foretage dette valg i.


Reaktions og bearbejdningsfaserne.

Begynder i det øjeblik den efterladte åbner øjnene for det der er sket eller skal ske. Man prøver at finde en mening eller årsag til hændelsen.

Eftersom sorg også er en fysisk oplevelse, er det ikke usædvanligt, at mange oplever forskellige fysiske symptomer under disse faser. Der kan bl.a. være tale om søvnløshed, mareridt, træthed, mavebesvær, hovedpine, nedsat appetit, trøstespisning og vægtforøgelse. Rastløshed og besvær med arbejdet samt selv med små daglige gøremål vil kendetegne faserne.

Hunden er konstant i tankerne, man ser, hører, tænker konstant på hunden og gennemgår i tankerne det, der er sket. Savnet er stærkt og meget dominerende, og overdøver den normale logiske tankevirksomhed. Det er typisk at man kæmper for at bibeholde et billede så klart som muligt, og at man er bange for at glemme. Vrede, irritation og overdreven sårbarhed er karakteristisk.
Vreden kan vendes forskellige steder hen, mod hunden, dyrlægen, partneren eller indad. Skyldfølelser er meget almindelige: " Jeg svigtede min bedste ven " eller " jeg har dræbt min bedste ven ".

Nyorienteringsfasen.

Naturligt mindskes det omfang hunden fylder i hundeejerens tanker og følelsesliv og livet bliver langsomt almindeligt igen.

Er sorgprocessen forløbet hensigtsmæssigt vil hændelsen have forårsaget et sår, som gennem processen er blevet til et lukket ar. Hundeejeren vil aldrig glemme, det vil stadig kunne smerte, men tankerne omkring hunden vil ikke mere dominere tankevirksomheden.

 

Hundepsykologen

Lone Greva. cand.psych.
Århusvej 258 · 8464 Galten
Mail: post@hundecentret.dk