Kattesprog

Hvordan udtrykker en kat sig?
Det er altid rart at kunne forstå kattesprog, når man omgås katte for derved hurtigere at skabe forståelse og tillid.

Katte lever ofte alene og mangler derved en floks beskyttelse, og derfor vil katte ofte undgå konflikter, hvor den selv kan blive skadet. Den vil i pressede situationer  udvise en truende adfærd for at skræmme det fremmede væk. I nogle tilfælde vil katten selv flygte, og i andre vil den gå til angreb.
Katten råder kun over få dæmpende signaler, idet den jo netop ikke er et flokdyr, der skal kunne kommunikere med mange artsfæller døgnet rundt.

Hvad signalerer halen?
Man kan dele halens position og bevægelse op i nogle overordnede grupper:

  • Halen lige op, men bøjet i spidsen: Normal kat.
  • Halen strakt lige op: Venlig hilsen, der indbyder og giver lov til kontakt.
  • Halen strakt opad med en sitren: Den ikke neutraliserede han- eller hunkats adfærd ved markering.
  • Halen holdes ud til siden: En parringsvillig hunkat.
  • Halen viftes fra side til side: Katten kan have fået øje på et bytte.
  • Haleviften med tunge slag: Irritation,  samtidig hvæsen varsler et kommende angreb.
  • Halen holdes lavt med løftet bagdel: En aggressiv kat ved siden af en anden kat.
  • Halen er tyk, ryggen er krummet, og der skiftes fra aggression til forsvar. Almindelig adfærd hos yngre katte der møder et større dyr.
  • Halen er tyk og strakt ud: Tegn på begyndende aggressivitet.
  • Halen er tyk og hænger lige ned: Angreb går i gang.
  • Halen lavt og snoet omkring kroppen: En glad kat, der har det godt. 

Hvad fortæller lydene?
Den lydelige udtryksform er vigtig for katten, og der findes mange variationer i dens lyde.

Killinger begynder at spinde allerede efter en uge. Den voksne kat signalerer med sin spinden, at den er glad og tryg og ikke fjendtlig indstillet.
En bange kat kan dog også finde på at spinde. For eksempel kan en påkørt kat ligge og spinde; det er et signal om, at den ønsker hjælp og et forsøg på at berolige sig selv. Derfor kan man ikke altid regne med, at katten er fuld af velvære og salig harmoni, hvis den spinder.

Tamkatte er ofte mere talende en vildkatte, og enhver katteejer kender den højlydte brægen og plagen om f.eks. mad, leg eller at blive nusset. Vores katte lærer lynhurtigt, at de opnår en reaktion fra os ejere, når de udsender et mjav. Typisk reagerer vi med at give dem mad eller kærtegn. Så det ender som regel med, at det er katten, der opdrager os mennesker og ikke omvendt :-)

Føler katten sig truet og er parat til forsvar, høres først en afdæmpet knurren. Udvikler det sig til slåskamp, forstærkes lyden til en voldsom hvæsen og knurren.

Under parringen udsender katten en af de mest gennemtrængende lyde af alle kattelyde. Alle, der har hørt denne lyd, vil kunne genkende den.

Hvordan signalerer ørerne?
Kattens ører er meget bevægelige, og er en yderst vigtig del af kattens kommunikation, som bruges ikke mindst til lokalisering af byttedyr. En kats ører er meget bevægelige og kan drejes i mange retninger.

Med ørerne viser katten ret så tydeligt, hvilket humør den er i. Der skelnes mellem tre positioner:

  • Ørerne står lige op: Katten er neutral, og ørerne i denne position fortæller, at katten er afslappet, glad og tilfreds. Er ørene en smule fremadrettet, er der ofte tale om opmærksomhed eller nysgerrighed.
  • Ørerne er udaddrejet og er oprejste: Selvsikkerhed, og eventuelt parat til angreb.
  • Ørerne ligger helt fladt ned og er presset ind til hovedet: Usikkerhed, angst, i forsvarsposition og mulighed for angreb. En angst kat, der føler sig trængt op i en krog, og ikke kan flygte, har kun en mulighed tilbage, nemlig et angreb.

Hvad fortæller lugte?
Hos katten er lugte også en meget vigtig del af kommunikationen.

Katten har både talg- og svedkirtler, som er tilpasset produktionen af den sammensatte duft, de bruger til at kommunikere med omverdenen. Duftens sammensætning kan have mange betydninger men bruges oftest til at markere besiddelser. Når katten gnider sig op af vores ben eller andre genstande, er det for at markere dem med sine duftstoffer, feromoner, som vi ikke kan lugte, men som kan opfanges af andre katte.

Katten (og hunden) har et helt unikt organ i ganen (det jacobsonske organ), som er et lille hul bag fortænderne og op til næsehulen, der gør, at katten nærmest smager på duften. Katten udviser i forbindelse hermed en helt speciel adfærd i og omkring snudepartiet; dette kaldes for flehmen, og bruges især, når katten opfanger seksuelle dufte.

Lugtesansen spiller en utrolig vigtig rolle i kattenes sociale liv, og den er veludviklet lige fra fødslen, hvor killingen er blind og døv. En kat vil altid snuse indgående til nye ting som et led i en vigtig afgørelse om, hvorvidt det fremmede kan accepteres eller ej. 

Hvad fortæller øjnene? 
Pupillen er det væsentlige, når katte kommunikerer med andre individer.

Bortset fra, at kattens syn er en af de vigtigste sanser i forbindelse med jagt, er øjnene også det allervigtigste signal i konflikter, hvor der er tale om angst eller aggressivitet, da pupillen viser, hvorvidt katten er selvsikker.

Man kan sige, at katten er en stor skuespiller, fordi den for at skræmme det udefrakommede, der truer den, udviser den samme adfærd, uanset om den er angst og helst vil flygte, eller den er parat til at angribe.

Derfor er pupillernes stilling også et vigtigt signal til andre om, hvilke hensigter katten egentlig har:

  • Pupillerne er udvidede: Katten er angst og usikker. Ses også ved ophidselse og ved angreb under leg. 
  • Pupillerne er små og tynde: Katten har fokus på, hvor angrebet skal iværksættes.
  • Pupillerne normale: Katten er ikke i konflikt.

Du skal kontakte din dyrlæge, hvis...
...din kat pludseligt ændrer adfærd. Det kan skyldes sygdom, smerter, ubehag eller, at din kat føler sig stresset over noget i sine omgivelser.