Lungeorm hos kat

Emne: 

Lungeorm hos kat er udbredt over det meste af verdenen, og et nyligt studie har påvist, at parasitten findes hos ca.15% af danske katte. Der er dog store regionale forskelle.

Lungeormens livscyklus

Kattens lungeorm (Aelurostrongylus abstrusus) er en lille rundorm, som i sit voksne stadie befinder sig i de yderste dele af kattens luftveje og lungevæv.
Den har en indirekte livscyklus og har brug for to mellemværter, inden den når til sin slutvært - katten. 
Dens livscyklus starter med, at en inficeret kat udskiller lungeormeæg i sin afføring, hvorefter snegle fouragerer på denne afføring og dermed bliver den første mellemvært. Sneglene ædes herefter af fugle eller mus, som dermed bliver den anden mellemvært. Til slut ædes de smittede fugle eller mus af en ny kat, og hos denne fuldføres lungeormens livscyklus.

Symptomer på lungeorm

Det er kun udendørskatte, der æder mus og fugle, som kan smittes med lungeorm.
En stor del af de katte, som er smittet med lungeorm udviser ingen symptomer. Graden af påvirkning afhænger bl.a. af, hvor mange larver og voksne orm katten er smittet med, og om den samtidig har andre tilstande, der har indflydelse på dens immunforsvar.

Hos de katte som har symptomer på lungeorm, vil de kliniske tegn kunne variere fra ganske milde og svært erkendelige til alvorlige luftvejssymptomer med hoste, besværet vejrtrækning, næseflåd eller nysen som de hyppigste kliniske forandringer. Der kan dog også optræde andre symptomer som f.eks. generel svækkelse, nedsat appetit eller vægttab.
Luftvejssymptomerne hos en kat med lungeorm kan i høj grad minde om de symptomer, som man ser hos en kat med astma eller bronkitis, og det er derfor væsentligt at skelne imellem de to sygdomme.

Undersøgelse for lungeorm

Er der mistanke om lungeorm, skal kattens afføring undersøges ved en såkaldt Baermann-metode. Her indsamles afføring fra tre på hinanden følgende dage, som herefter undersøges for lungeormelarver.
Ofte vil dyrlægen ligeledes tage blodprøver fra katten eller foretage en røntgenundersøgelse af dens lunger.

 

Behandling

Generelt er udsigterne til helbredelse for en infektion med lungeorm gode, med mindre der er alvorlige tilstødende komplikationer, eller katten samtidig har andre lidelser, som påvirker den.
Lungeorm kan behandles med flere forskellige ormemidler, såvel i tabletform og som spot-on middel, der skal gives to gange med to ugers mellemrum.
Hvis katten er stærkt almentpåvirket, kan supplerende støttebehandling ligeledes være indikeret.