Bekendtgørelse om halekupering af visse hunderacer
I medfør af § 14, stk. 3 og 4, og § 28, stk. 5, i dyreværnsloven, jf. lov nr. 386 af 6. juni 1991 fastsættes:
§ 1. Halekupering, som har til formål at ændre en hunds udseende, må kun foretages på hvalpe efter stambogsførte forældredyr af følgende racer:
1) Ruhåret hønsehund,
2) Korthåret hønsehund,
3) Weimaraner,
4) Vizla,
5) Breton.
§ 2. Halekupering må kun foretages af en dyrlæge. Indgrebet må ikke foretages, når hunden er mere end 4 dage gammel.
§ 3. Overtrædelse af §§ 1 og 2 straffes med bøde eller hæfte.
§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1991.
Justitsministeriet, den 29. august 1991
Hans Engell