Skip to main content

Vaccination af kaniner


Vaccination af kaninerKan man vaccinere kaniner?
Ja, det kan man faktisk, idet der findes en vaccine på markedet, som kan beskytte vores kælekaniner mod to alvorlige sygdomme - nemlig Myxomatose (også kaldet kaninpest) og RHD (Rabbit Haemorrhagic Disease).

Vaccinen har været kendt og brugt i udlandet igennem flere år, og har ligeledes været registreret til brug i Danmark de seneste år.

Kaniner kan vaccineres fra de er 5 uger gamle. Virkningen indtræder i løbet af 3 uger og skal boostes med en revaccination én gang om året.
Ligesom det er tilfældet for hunde og katte, følges en vaccination altid ad med en grundig sundhedsundersøgelse, idet det er vigtigt, at dyrlægen sikrer sig, at kaninen er helt rask, inden der gives en vaccine.

Kaniner kan beskyttes med en årlig vaccination

Lidt om de sygdomme kaninvaccinen yder beskyttelse imod:

Myxomatose (kaninpest):
Myxomatose er en dødelig og smitsom sygdom, som ikke kan behandles. Den skyldes et virus og er udbredt over hele verden, hvorfor den også ses i Danmark med jævne mellemrum.

Sydommen spredes med myg, fluer, indirekte via ting/redskaber, eller når kaniner bringes sammen. Den kan ikke smitte andre dyr eller mennesker, men mennesker kan indirekte overføre sygdommen imellem kaniner i forbindelse med pasning/håndtering af kaninerne.

Inkubationstiden er 3-5 dage, hvorefter kaninen ofte meget akut bliver syg med tegn på øjenflåd/øjenforandringer, feber, sløvhed og appetitløshed. Senere kan der opstå hævelser omkring mund, øjne, kønsorganer, m.m. samt besværet vejrtrækning og næseflåd.
Sygdommen kan ikke behandles, og kaninen vil dø eller skulle aflives indenfor få dage/uger.

RHD (Rabbit Haemorrhagic Disease):
Denne sygdom skyldes ligeledes et virus og kan ikke behandles. Det sygdomsfremkaldende virus er meget modstandsdygtigt, og det kan derfor let lade sig overføre med insekter, ting, via sammenbringning af kaniner eller indirekte via mennesker.

Sygdom indtræder på få dage og nogle gange blot 12-36 timer efter infektion. Den giver indre blødninger, og til tider er forløbet så hurtigt, at man knap nok når at se kaninen være syg, før den dør. I andre tilfælde - især hvis kaninen er meget ung - er forløbet langsommere.

Hvordan undgår jeg, at min kanin bliver smittet med disse sygdomme?
1. Undgå at bruge ting, vandskåle, seler, børster m.m. fra andre kaniner.

2. Vær varsom med hygiejne og håndtering når kaniner bringes sammen til f.eks konkurrencer, udstillinger, m.m.

3. Kontrol af insekter omkring din kanins levested.

4. Lad din kanin vaccinere mod disse sygdomme.