Når temperaturen stiger efter vinteren, vågner flåterne.
Det er derfor i det tidlige forår, at du skal tænke på at forebygge flåtangreb hos din hund og kat.
Der er stor forskel på, hvor mange flåter en hund eller kat tager med hjem. Det afhænger i høj grad af, hvor man bor, og hvor ens dyr færdes.
Undersøgelser viser, at den tætteste flåtbestand i Danmark findes på Bornholm efterfulgt af Sjælland og Østjylland.
I Danmark er det næsten udelukkende skovflåten (Ixodes ricinus), der spiller en rolle ved overbringelse af sygdom fra individ til individ.
Skovflåten har brug for høj luftfugtighed, og den trives derfor bedst i skov, krat og engearealer, men ved de rette betingelser kan den ligeledes ses i parcelhushaver.
Sådan er skovflåtens livscyklus
Skovflåten har flere livsstadier, og den har brug for et blodmåltid hos et pattedyr for at udvikle sig fra stadie til stadie.
De helt små flåter (nymferne) bruger typisk en lille gnaver som vært for et blodmåltid. Det kan f.eks. være en mus.
Det næste stadie sætter sig ofte på et mellemstort pattedyr. Det kan f.eks. være en hare eller et pindsvin.
Det sidste (og kønsmodne) stadie suger typisk blod hos store pattedyr såsom rådyr. Herefter hunnen lægger mellem 2000-6000 æg, der kan blive til nye skovflåter.
Hunde, katte eller mennesker kan sagtens indgå i dette kredsløb som vært for et blodmåltid.
Derfor er skovflåten farlig
Skovflåten er ikke farlig i sig selv.
Grunden til, at flåter alligevel er frygtet verden over, skyldes deres rolle som vektorer. Det vil sige, at de kan overføre alvorlig smitte fra et individ til et andet i forbindelse med, at de suger blod.
Der findes en lang række meget alvorlige og potentielt dødelige sygdomme, som skovflåter (og andre typer flåter) kan overføre.
Ikke alle sygdomme findes i Danmark, og ikke alle flåter er inficerede med disse sygdomme.
De flåtoverførte sygdomme vi oftest ser i Danmark er Borreliose, Anaplasmose og Tick Borne Encephalitis (TBE).
De kan smitte til mennesker såvel som til dyr.
Sådan forebygger og behandler du flåter hos din hund
Der findes en lang række produkter såvel i håndkøb som på recept, der kan forebygge og behandle flåter hos hunde. Disse produkter virker samtidig også mod lopper.
Spot-on midler/pipetter
Der findes mange forskellige præparater. Nogle er i håndkøb, og andre er receptpligtige og kræver derfor, at de udskrives af din dyrlæge.
Fælles for dem alle er, at de skal gives på korrekt vis på huden efter producentens anvisning.
Der skal altid genbehandles i henhold til producentens anvisning.
Effekten nedsættes hvis hunden bliver shampoovasket eller bader ofte.
Tyggetabletter
Din hund kan få tabletter, som forebygger og dræber flåter.
Afhængig af præparat skal der behandles enten hver eller hver 3.måned for at opretholde en konstant virkning.
Tabletbehandling er særligt egnet til hunde, som bader meget eller skal vaskes ofte grundet hudproblemer, idet effekten af behandlingen ikke mindskes ved hyppig vask.
Indsprøjtning mod flåter
Din hund kan få en indsprøjtning hos dyrlægen, som virker effektivt mod flåter i et helt år.
Halsbånd
Din hund kan få et langtidsvirkende halsbånd, som effektivt virker mod flåter. Den skal bære halsbåndet hele tiden, og effekten varer i op til 7-8 måneder.
Sådan forebygger og behandler du flåter hos din kat
Kattens hud er forskellig fra hundens, og der findes mange medikamenter, som katte ikke kan nedbryde på samme måde som hunde. Derfor er udvalget af egnede flåt- og loppemidler langt mere begrænset til katte.
Giv aldrig din kat et flåtmiddel beregnet til hund – det kan koste den livet i værste fald!
Spot-on midler/pipetter
Der findes kombinerede loppe-og flåt spot-on midler på markedet.
Præparaterne er receptpligtige og skal derfor ordineres af din dyrlæge.
Tyggetabletter
Der findes flåtmidler i tabletform til kat.
Tabletten skal gives hver måned, og præparatet er receptpligtigt. Dette betyder, at det skal ordinere via din dyrlæge, som skal have kendskab til din kats sundhedstilstand for at måtte udskrive eller udlevere det.
Halsbånd
Din kat kan få et langtidsvirkende halsbånd, som er effektivt overfor både flåter og lopper.
Af sikkerhedshensyn er halsbåndet lavet med et svagt punkt, så det kan give sig eller knække helt i tilfælde af, at din kat skulle hænge fast i en gren.
Sådan fjerner du en flåt
Hvis du opdager en flåt på din hund, din kat eller dig selv, handler det om at fjerne den på den rigtige måde og så hurtigt som muligt. Dette mindsker risikoen for, at der når at ske en smitteoverførsel i tilfælde af, at flåten skulle være inficeret med en sygdom, som kan overføres.
Du kan købe diverse flåttænger beregnet til formålet. Vi rådgiver dig gerne og viser dig, hvordan du skal bruge instrumentet.
Sæt flåttangen ned omkring flåten og drej så lige så stille med uret. På denne måde får du “skruet” flåtens munddele ud af huden, og du får det hele med. Flåten slipper sit tag, og væk er den.
Efterfølgende er det vigtigt at holde øje med det sted, hvor flåten har siddet. Det er forventeligt, at der kommer en lille hævelse på størrelse med et knappenålshoved og en anelse rødme. Hvis rødmen eller hævelsen bliver større end dette, skal du kontakte din dyrlæge.
Du skal ligeledes kontakte din dyrlæge, hvis din hund bliver syg, får feber, bliver halt eller holder op med at spise i tiden efter et flåtbid.
Det er ganske sjældent, at katte bliver syge af de flåtoverførte sygdomme, men de kan udvikle sig til klinisk sygdom også hos katten.
Vi mennesker er langt mere modtagelige end hunde og katte for at udvikle bl.a. sygdommen Borreliose, hvis først vi får infektionen ind i kroppen.
Søg derfor altid læge, hvis du selv er blevet bidt af en flåt, og der har dannet sig en rød plamage på størrelse med en femkrone omkring bidsteddet!