Når der er kulde og frost om vinteren, er det vigtigt at passe ekstra godt på dyrene.
Vi har derfor samlet en håndfuld gode råd, så du kan bringe din hund og kat bedre igennem den kolde tid.
Brug et dækken til din hund
Hører din hund til en af de racer med kort pels eller tyndt fedtlag, vil den helt sikkert sætte pris på at få et varmt og vindtæt dækken på, når den skal udenfor.
Ligeledes kan også ældre hunde have behov for ekstra varme, når de skal udenfor.
Der er dog stor forskel på de enkelte hunde og hunderacer, hvad deres behov angår. Når det bliver rigtig koldt i vejret, kan selv hunde, der normalvis ikke behøver et dækken, have behov for den ekstra varme og beskyttelse, som et godt dækken giver.
Vælg dækken efter temperatur og vindforhold. Om efteråret og foråret behøver dækkenet måske kun at være vind- og vandtæt, mens det om vinteren gerne må været foret.
Sørg for at vælge et dækken, som sidder rigtig godt på din hund, så det ikke gnaver eller laver sår, men samtidig sidder tæt nok til at varme.
Få eventuelt en fagperson til at hjælpe dig med at finde det rigtige dækken og tag altid din hund med ud i butikken, så den kan prøve det inden købet.
Beskyt din hunds poter
Salt på fortove og veje er rigtig hårdt ved hundepoter.
For at beskytte trædepuderne kan man bruge potevoks- eller spray, som lægger en hinde henover dem, så de ikke er så modtagelige for saltets udtørrende og sviende effekt.
Efter gåturen skal poterne altid skylles og tørres grundigt.
Ligger der sne eller vandpytter, kan du lade din hund slutte turen af med en tur i sneen eller vandpytterne. Det er næsten lige så godt som at få skyllet poterne.
Forsøg at lægge gåturen således, at saltede veje og fortove så vidt muligt undgås.
Pas på frosne overflader
Når temperaturerne falder, begynder der at danne sig is på overfladen af søer, vandløb og til sidst også havet.
I starten er denne is meget skrøbelig, og det kan være svært at bedømme, hvornår isen er tyk nok til at bære. Hunden tænker over, om isen kan bære eller ej. Den ser blot en flade, den kan løbe ud på. I værste fald kan den gå igennem isen og falde i det iskolde vand, hvor den hurtigt bliver underafkølet.
Hold derfor altid din hund i snor i denne periode, indtil du er helt sikker på, at isen er stærk nok til at bære din hund.
Vær ligeledes forsigtig med (halv)frosne vandpytter, idet isen på vandpyttens overflade kan briste og skære din hund i poterne eller endnu værre længere oppe ad benet, hvor der sidder store blodårer.
Katte kan også fryse
Huskatten stammer oprindeligt fra ørkenområder syd for Middelhavet, og den er derfor slet ikke egnet til at opholde sig i stærke frostgrader i lang tid af gangen.
Mange katte vælger helt naturligt kun at opholde sig udendørs om vinteren i kortere perioder. Andre vil fortsat gerne være udenfor.
Dog er det vigtigt, at din kat har mulighed for enten at komme indenfor eller at have adgang til et isoleret og tempereret opholdssted. Det kunne være en garage eller et skur, hvor du kan lave et egnet opholdssted til din kat.
Glem ikke frosne vandskåle
Når frosten bider sig fast, vil vandet hos udeboende kaniner og andre dyr ligeledes kunne fryse til is.
Husk derfor at tjekke og skifte det flere gange dagligt.
Kaniner kan sagtens bo ude hele året rundt, når blot de er vænnet til det fra starten af.
Deres bur skal være godt isoleret og skærmet mod vind og vejr. Hvis temperaturen falder rigtig langt under minus, kan ekstra isolering omkring buret været nødvendigt.
Trådlågen ind til buret må dog aldrig dækkes til, idet der ellers skabes et usundt miljø inde i buret. Kaniner har desuden et stort behov for direkte lys.