Tiden op til nytår og selve nytårsaften er en hård tid for mange hunde. Mange bliver urolige eller direkte angste, når der fyres fyrværkeri af i nærheden af hjemmet.
Nedenfor finder du en række gode råd til, hvordan du kan hjælpe din hund bedst muligt igennem denne vanskelige tid på året.
Tiden op til nytårsaften
- Når den første afskydning af fyrværkeri starter midt i december, er det vigtigt at aflede og afhjælpe din hunds uro mest muligt.
- Prøv at finde noget spændende legetøj, som din hund synes rigtig godt om. Tag det kun frem i netop dén situation.
Leg med din hund, vær glad og positiv i stemmen, flyt din hunds opmærksomhed fra fyrværkerilydene og hen på jeres gode leg sammen.
- Lydtræning med fyrværkerilyde skal påbegyndes mange måneder før nytårsaften for at have sin fulde effekt. Dette er en god måde at træne hunden i at acceptere lydene.
Træningen starter med, at du afspiller lydene på ganske lavt volumen samtidig med, at du leger med din hund. Målet er, at din hund forbinder lydene med noget positivt i stedet for noget negativt.
Gradvist skruer du op for volumen og flytter ligeledes afspilningen udenfor. - Giv eventuelt din hund et naturprodukt/kosttilskud med beroligende virkning.
Dette kan du starte med i god tid inden selve nytårsaften.
Der findes mange forskellige produkter, og du er altid velkommen til at snakke med os om, hvad der bedst kan bruges til din hund. - Kontakt din dyrlæge i god tid, hvis du skønner, at din hund bliver så bange nytårsaften, at den har behov for receptpligtig, angstdæmpende medicin.
Sådan hjælper du din hund igennem nytårsaften
- Lad aldrig din hund være alene hjemme nytårsaften.
- Har du ikke mulighed for at være hjemme hos den eller tage den med dig, så bestil plads i en hundepension i landlige omgivelser i god tid.
- Aktivér din hund optimalt nytårsaftensdag ved at give den fysisk aktivetet i løbet af dagen i form af en lang gåtur et sted med masser af fært og fremmede lugte, f.eks i en skov eller ved stranden.
- Giv din hund mentale udfordringer i løbet af dagen.
Du kan lægge et spor til den, sprede godbidder ud på et større areal i haven/hjemmet eller gemme dem i aktivitetslegetøj.
Du kan også give din hund et marvben, som du har fyldt med dåsemad, leverpostej eller torskerogn og frosset ned i forvejen, så det er klar til denne dag.
- Sørg for at lufte din hund inden mørket falder på, og skyderiet for alvor begynder.
Begræns derefter luftningen til et minimum og altid kun i snor. Selv en ellers rolig og lydig hund kan pludselig blive forskrækket og løbe væk i panik.
- Giv din hund rolige omgivelser at tilbringe aftenen i. Træk gardinerne for og tænd for musik eller fjernsyn (vær opmærksom på programmer med fyrværkerilyde).
Hvis din hund gerne vil ligge under sofaen eller i kosteskabet, så giv den lov til det. Den finder selv dét sted, hvor den føler sig mest sikker.
- Forsøg ikke at straffe eller ynke din hund, hvis den viser tegn på uro. Dette vil blot forstærke dens uro. Prøv i stedet at finde dens yndlingslegetøj frem og afled dens opmærksomhed.
- Undgå bordbomber, truthorn og andre larmende ting i hjemmet.
- Giv kun ordineret medicin i henhold til din dyrlæges anvisning.
- Vær opmærksom på skarpe genstande i form af glas eller plastikstykker på vejene eller i haven, når du lufter din hund om natten eller næste dag. De er til tider knivskarpe og kan let skære en hundepote.
Tjek haven nytårsdag for genstande, som måtte være dalet ned i den i løbet af aftenen.
Katte kan også blive bange nytårsaften
De fleste katte klarer nytårsaften langt mere afslappet, end mange hunde gør.
Har du alligevel en kat, som reagerer på fyrværkeri med angst og panik, gælder til dels de samme gode råd som for hunden:
- Giv din kat mulighed for at gemme sig et roligt, beskyttet sted.
- Træk gardinerne for og afspil musik eller tænd for fjernsynet (undgå programmer med fyrværkerilyde).
- Giv din kat et egnet kosttilskud/naturprodukt med angstdæmpende effekt.
- Tal med din dyrlæge i god tid, hvis din kat er så bange, at den har behov for angstdæmpende receptmedicin.