Husk lige tandbørsten

Det bedste du kan gøre for at bevare din hund tænder sunde er at børste dem hver dag.
Den daglige tandbørstning er lige så vigtig for din hunds tænder, som den er for vores egne tænder.

Ved tandbørstning fjernes de belægninger (plak), som giver grobund for bakterier. Efter et stykke tid aflejres tandsten, hvilket giver tandkødsproblemer og i værste fald løse, rådne tænder.

Meget kan altså forebygges, hvis du husker at børste tænder på din hund dagligt. 
Det er dog lettere sagt end gjort og kræver god træning.

Det er nemmest at lære en hundehvalp at få børstet sine tænder, men også en voksen hund kan lære det. Det kræver tid og tålmodighed. Betragt det som en hvilken som helst anden øvelse, du ønsker, din hund skal lære og gå frem på følgende måde:

Hvad skal jeg bruge til at børste tænder på min hund?

Dette kan du bruge, når du vil børste tænder på din hund:

  • Anskaf dig en passende tandbørste.
    Man kan købe specielle hunde/katte-tandbørster, men også en almindelig blød tandbørste eller en babytandbørste kan bruges.
    Det er vigtigt, at du altid bruger en blød tandbørste. Aldrig medium eller hård. Det vil ødelægge emaljen på hundens tænder.
  • Som alternativ til tandbørsten findes fingertandbørster og fingerhandsker i mikrofiber, hvilket nogle hunde bedre kan acceptere.
  • Brug en god hundetandpasta. Den har en rensende effekt og er tilsat smag, så din hund bedre kan lide at få børstet tænder.
    VIGTIGT: Brug aldrig tandpasta beregnet til mennesker. Den indeholder ofte xylitol, hvilket hunde ikke kan tåle.

Hvordan børster man tænder på en hund?

  • Sæt dig på gulvet med din hund foran dig eller på skødet.
    Forsøg at skabe en hyggelig og rar situation for hund. Den skal føle sig tryg ved det.
  • Til en start skal du lære din hund af acceptere tandbørsten.
    Læg tandbørsten på gulvet foran din hund. Lad den snuse til den. Flyt lidt rundt på tandbørsten, og lad hele tiden din hund se, hvad der foregår. Lad den selv snuse til tandbørsten mange gange i dette forløb. Ros og beløn den mange gange undervejs.
  • Når din hund er blevet fortrolig med, at tandbørsten ligger på gulvet, kan du tage den op i hånden og igen lade din hund snuse til den. Ros og beløn den undervejs.
  • På et tidspunkt bliver din hund så fortrolig med, at tandbørsten er i din hånd, at du langsomt og forsigtigt kan begynde at føre den op til din hunds hoved og mund. Stryg den eventuelt på kinden eller omkring munden med tandbørsten, hvis den accepterer det. Ros og beløn din hund undervejs.
  • Når du tænker, at din hund er klar til det, løfter du forsigtigt op i din hunds læbe og børster nogle få tænder på ydersiden.
    Start gerne med de store hjørnetænder i overmunden. De er nemmest at komme til.
    Hold inde mens legen er god.
    Ros og beløn din hund, hvis det gik godt.
  • Dagen efter kan du så forsøge at børste lidt flere tænder.
    Husk altid at stoppe, mens hunden stadig er tryg ved det.
  • De fleste hunde (og også nogle katte) kan trænes til at få børstet deres tænder.
    Hold ud – det tager lidt tid.
  • Din hunds tænder skal helst børstet dagligt.