Jul med hund og kat

Julen er en højtid forbundet med mange gøremål og ikke mindst mange forandringer i hjemmet.
Alt dette kommer vores firbenede venner ligeledes til at mærke, og det er derfor en god idé at være ekstra opmærksom på de farer, der opstår, når hjemmet pludselig er fyldt med juleting, dekorationer, lys, bånd, gaver m.m.

Julepynt og dekorationer

Juledekorationer med lys, bånd, pynt fra skoven og dermed interessant fært, eller glitrende kugler er lige noget for en nysgerrig hundenæse.
Hvis din hund eller kat sluger dele fra en dekoration eller julepynt, kan det blive endog meget alvorligt for dem. Især hvis der er tale om spidse dele eller dele, der er så store, at de sætter sig fast i mavetarmkanalen.
Sørg altid for, at alle dekorationer og julepynt er placeret udenfor dyrenes rækkevidde.

Juletræspynt kan friste hunde og katte

Især katte og hundehvalpe kan næsten ikke stå for julekugler og andet pynt, som hænger på juletræet lige i deres højde og nærmest indbyder til at blive bidt i eller sat i bevægelse med et dask fra en pote.
Mange julekugler er lavet af glas og kan derfor splintre, hvis de falder af træet med risiko for snitsår i poterne.

Julegaver og bånd

Knitrende papir og bånd i alle længder kan hurtigt blive til interessant legetøj for mange hunde og katte. Lad derfor ikke pakkerne ligge uden opsyn og fjern papir og bånd, så snart gaverne er pakket ud.
Det er særlig farligt for dyrene at sluge bånd, idet de kan sætte sig fast omkring tungeroden eller i tarmen.

Julemad er ikke for dyr

Vi spiser godt i julen og vil gerne have, at vores dyr ligeledes skal have lidt ekstra godt til jul.
Giv dog aldrig din hund eller kat den fede julemad såsom flæskesteg eller andefedt. Det kan i bedste fald give opkast og diarré og i værste fald udløse en livstruende betændelse i bugspytkirtlen især hos hunde.
Lad din hund eller kat få sit sædvanlige foder. Brug heller lidt ekstra tid på aktivering og sjov leg i løbet af juledagene. Det gavner alle parter meget mere i sidste ende.

Chokolade er giftigt for hunde og katte

Chokolade er giftigt for hunde og katte, idet det indeholder stoffet theobromin, som vi mennesker godt kan omsætte og nedbryde, men det kan vores dyr ikke.
Jo mørkere chokolade desto højere indhold af theobromin.
Giv aldrig chokolade til dyrene!
Skær hellere lidt magert kød ud i mange små terninger, som du gemmer i aktivitetslegetøj eller spredt ud på et større areal. Lad din hund (eller kat) bruge tid på at finde det. Det er god aktivering og sund belønning.