Aktiver din hund

Hunden er et socialt og intelligent væsen, som har brug for at blive fysisk aktiveret og mentalt stimuleret. Dette gælder alle hunde uanset race og alder. 

Hvor meget skal jeg aktivere min hund?

Der er naturligvis forskel på, hvilken og hvor meget aktivering den enkelte hund har brug for.
Her spiller hundens race og alder en stor rolle.
Alle hunderacer er skabt til et bestemt formål. En aktiv brugshund i sin bedste alder har selv sagt behov for mere aktivering end f.eks. en gammel Engelsk Bulldog, der helst bare vil ligge på sofaen og iagttage livet omkring sig.
Når du aktiverer din hund, skal aktiviteten selvfølgelig tilpasses til netop din hunds behov.

Hvordan kan jeg aktivere min hund?

Generelt skal man skelne imellem fysisk aktivitet, der er vigtig for at holde din hund stærk og i god form og så den mentale aktivering.
Alle hunde har behov for både fysisk og mental aktivering.
Det kan være vanskeligt at trætte en hund tilstrækkelig alene ved fysisk aktivitet. 

Hvordan kan jeg aktivere min hund fysisk?

Alle hunde har brug for at komme ud og bevæge sig.
Dels skal den forrette sin nødtørft, få brugt sin krop og samtidig få stimuleret sine sanser ved at snuse. Kort sagt – den har behov for at ‘gå på toilettet og læse dagens avis’.

Flere gange om ugen og allerhelst dagligt må der gerne være nogle længere ture. Det kan være en tur ud i naturen eller i en hundeskov, hvor din hund for alvor kan slå sig løs og strække benene.
Hvis din hund er socialt anlagt, kan leg under opsyn sammen med andre hunde også være en god idé.

Selv om mange hunde umiddelbart virker, som om de ‘elsker’ at løbe efter en bold eller pind, der bliver kastet igen og igen, er dette ikke en god idé.  Det sætter hundens hjerne i en tilstand af stress og kan skade mere end det gavner.
Begræns derfor denne aktivitet mest muligt.

Hvordan kan jeg aktivere min hund mentalt?

Alle hunde har brug for mental aktivering.
Når en hund bruger sin næse, bruger den også sin hjerne, og dette aktiverer og trætter den mentalt på en god måde.

En simpel måde at aktivere din hund er at sprede dens foder ud på gulvet eller græsplænen og så lade den søge det selv. Dette forudsætter naturligvis, at du har en madglad hund, der har lyst til at bruge energi på at finde sit foder.
Har du ikke så meget plads, kan et sammenkrøllet tæppe med foder eller godbidder skjult i alle folder også bruges.

Du kan også købe eller lave såkaldte ‘snusemåtter’, der har samme formål. 
Der findes i det hele taget mange slags aktiveringslegetøj, du kan købe til din hund.

Lav øvelser med din hund

Aktivering i form af øvelser, hvor du og din hund skal samarbejde, er også god og sjov aktivering for din hund.
Husk kun at træne målrettet og i korte intervaller. Din hund kan miste motivationen, hvis en øvelse gentages alt for mange gange efter hinanden.
Slut altid af med en succes. 

Gå til træning med din hund

De fleste starter til hvalpetræning, når de har fået en hvalp. Dette er godt og lærerigt både for dig og din hvalp.
Din hund synes det er sjovt at samarbejde med dig hele livet, så bliv endelig ved med at gå til en eller anden form for træning også,  når den er blevet voksen.
Der er mange former for træning afhængig af, hvad du og din hund synes om:
Lydighedstræning, agility, rally, sportræning, marktræning, ringtræning, jagttræning, hundesvømning, m.m.

God fornøjelse! 🙂

Petshop

Petshop

Besøg vores petshop, hvor du finder godt foder og sunde godbidder til dit kæledyr.