Sille er en lille spidshund, som ikke havde været sig selv de seneste dage.
Hun spiste ikke, som hun plejede. Til gengæld drak hun mere end normalt, og hun var stille og energiforladt. Sin seneste løbetid havde hun afsluttet for ca. 3 uger siden, og nu var hun rigtig dårlig.
En klinisk undersøgelse med efterfølgende scanning og blodprøve viste da også med alt tydelighed, hvad problemet var: Sille havde udviklet en alvorlig livmoderbetændelse. Hendes livmoder var kraftigt udspilet af store mængder betændelse. Der var risiko for, at den kunne briste.
Livmoderbetændelse er en potentielt livstruende sygdom, hvis ikke den bliver behandlet hurtigt.
Den rammer som regel gamle eller midaldrende tæver, og udvikler sig typisk i tiden efter en afsluttet løbetid.
Hos nogle tæver ser man flåd fra skeden. Hos andre lukker livmoderhalsen sig helt til, hvilket gør det mindre tydeligt, hvad der er galt med tæven.
Sille blev hasteopereret, og hendes syge livmoder blev fjernet, inden der nåede at gå hul på den.
Under og efter operationen fik Sille intensiv behandling, og hun kom sig hurtigt igen efterfølgende.