En sund kat
Her kan du læse om, hvordan du vurderer din kats sundhed og trivsel.
Det er vigtigt, at du kender til din kats generelle sundhed for at kunne opdage, hvornår der er noget galt.
Hvordan skal min kat spise?
Katte er udprægede vanedyr og har derfor ofte et bestemt mønster i deres spisevaner.
De fleste katte spiser mange små måltider i løbet af en dag.
Som katteejer er det vigtigt at vurdere, om der er ændringer i din kats måde at spise.
Det er lettere at vurdere ændringer i din kats spisevaner, hvis den udelukkende lever af færdigfremstillet foder.
Katte, som spiser rester eller supplerer foderet med jagtbytte, kan være sværere at bedømme.
Du kan læse mere om, hvordan du fodrer din kat her
Hvad betyder det, hvis min kat holder op med at spise?
Hvis din kat pludselig spiser mindre eller helt holder op med at spise, er det et symptom, som skal tages alvorligt.
Katte tåler dårligt at undvære foder. Selv få dage uden foder kan have følger for din kat.
Kontakt derfor altid din dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din kat ikke spiser, som den plejer.
Hvordan er min kats væskebehov?
Det er vigtigt at holde øje med, hvor meget og hvordan din kat drikker.
Din kats væskebehov afhænger af, hvilken type foder den får.
Hvis din kat primært lever af dåsefoder, får den en meget stor del af sit vandforbrug dækket via foderet. Dåsefoder indeholder nemlig mellem 65 – 85% vand.
Tørfoder derimod indeholder kun meget lidt vand, og det er derfor nødvendigt, at din kat drikker rigeligt ved siden af.
Alle katte skal have adgang til frisk vand.
Nogle katte foretrækker rindende vand fra en vandfontæne, mens andre fint kan nøjes med vand i en skål.
Hvordan ved jeg, om min kats urin er normal?
Det kan være svært at holde øje med din kats urin, hvis den kun urinerer udenfor.
Mange udekatte undgår helst at bruge en kattebakke, selv om den er til rådighed.
Generelt kan man sige, at hvis din kat urinerer problemfrit udenfor, og ikke pludselig begynder at urinere indenfor, er der nok ingen grund til bekymring.
Er din kat derimod en indekat, er det lettere at holde øje med dens urin og dens måde at urinere på.
Hvis det er muligt, bør du holde øje med urinens farve- og lugtændringer.
Mange katte udvikler urinvejsproblemer af den ene eller anden slags.
Dette kan vise sig ved, at din kat pludselig ændrer sin måde at urinere på.
Måske sætter den sig andre steder end i kattebakken f.eks. på gulvet, i håndvasken eller på dyner.
Den kan finde på at sætte sig ofte uden, at der kommer særlig meget urin hver gang.
Måske virker den smertepåvirket, når den skal urinere.
Hvis du oplever disse symptomer hos din kat, skal du straks kontakte din dyrlæge.
Hvordan ved jeg, om min kats afføring er normal?
Afføringen fra en kat er fast i konsistensen og lugter relativt stærkt. Den afsættes normalt 1-3 gange i døgnet.
Selve afsætningen bør ske let og på relativ kort tid.
Vær opmærksom på, at din kat skal have fred og ro til sine toiletbesøg. Uro og stress kan meget let ødelægge din kats normale rutiner.
Katten er et meget renligt dyr, og det er derfor vigtigt at bruge kattegrus af god kvalitet samt skifte det ofte.
Hvis du har flere katte i samme hjem, skal have have flere kattebakker stående forskellige steder.
Hav altid én kattebakke mere, end det antal katte du har.
Hvordan ved jeg, om min kat bevæger sig normalt?
Katten er et meget adræt og smidigt dyr. Den bevæger sig let og elegant.
Ændringer i din kats måde at bevæge sig på bør tages som et tydeligt tegn på fysiske problemer.
Hvis din kat er kommet til skade, bevæger den sig ikke, som den plejer, og du skal søge dyrlæge for at få den undersøgt.
Overvægtige katte ændrer ligeledes på deres måde at bevæge sig på. Her sker ændringen dog gradvis.
Mellem 60-80% af alle seniorkatte har større eller mindre gigtproblemer.
Gigt går ud over kattens smidighed, og kan faktisk være svær at opdage, da forandringen typisk udvikler sig langsomt over tid.
Katte med gigt trækker sig mere, fravælger eller forfejler spring, der tidligere ikke var et problem, eller bliver aggressive.
En kat med gigt udvise sjældent tydelig halthed.
Få din kat undersøgt af din dyrlæge, hvis du har mistanke om, at den har gigt.
Der findes rigtig gode behandlingsmuligheder, som kan hjælpe din kat og give den livskvaliteten tilbage.
Er det normalt, at min kat sover meget?
Katte sover en meget stor del af døgnet.
Katten er fra naturens side mest aktiv om natten, og derfor er dens aktivitetsniveauet ofte lavt i dagtimerne.
Kattens sanser er på grund af dens baggrund som jæger meget veludviklede, og det er derfor relativt let at observere, hvis nogle af disse svækkes.
Hos seniorkatten øges søvnbehovet yderligt.
Hvordan kan jeg holde min kat sund?
Din kat har brug for at blive både fysisk og mentalt stimuleret hver dag. Den bør anvende sine muskler og højtudviklede sanser dagligt.
Mange katte har ikke mulighed for naturlig jagt, fordi de lever som indekatte. Derfor bør du stimulere denne trang ved leg og simuleret jagt.
Vælg foder af høj kvalitet, da katte er særligt udsatte for fodringsbetingede sygdomme.
Urinvejsproblemer er meget almindelige hos specielt kastrerede hankatte. Dette kan til en vis grad undgås ved fodring med specialfoder.
Gå til dyrlæge med din kat
Katte er instinktivt jægere, hvilket betyder, at de ofte kommer i kontakt med parasitter fra byttedyr.
Ormekur må kun ordineres af dyrlægen og gives kun på dokumenteret bevis på orm.
Du kan med fordel behandle din kat forebyggende mod loppe- og flåtangreb.
Snak med din dyrlæge om den bedste behandling for netop din kat.
NB – også indekatte kan få lopper!
Mindst en gang om året bør du tage din kat til dyrlæge for at få lavet en sundhedsundersøgelse og vaccination. Sundhedsundersøgelsen er med til at afdække tidlige symptomer på sygdom, som derved hurtigere kan blive behandlet.
Næsten 75% af alle katte over fire år har tandproblemer af den ene eller anden art.
Sørg for at følge din dyrlæges anvisninger, hvis der er behov for tandbehandlinger. Mange katte lever med skjulte smerter i tænderne. De viser sjældent, at der er problemer.
Du skal kontakte din dyrlæge, hvis –
- Du opdager problemer med kattens sundhedstilstand.
- Du observerer ændringer i din kats vaner.
- Du er i tvivl om pasning og pleje af din kat.
Petshop
Besøg vores petshop, hvor du finder godt foder og sunde godbidder til dit kæledyr.