Killinger

Killinger

Hvilken kat skal jeg vælge?

Om du anskaffer dig en racekat eller huskat er i realiteten underordnet, når bare dens opvækst har været god.
Der er mange teorier om, at bestemte racer er bedre som familiekatte end andre, men der eksisterer ingen reelle undersøgelser, som bekræfter dette. Det er opvæksten, der er afgørende.
Der er dog racer som f.eks. Perser og Russian blue, der som racekarakteristika oftest er rolige, mens eksempelvis siameseren er kendt for at “snakke” meget.

Killingers udvikling

Håndteringen af killinger skal ske fra de fødes. Det er altafgørende for deres udvikling.
Hvis killinger ikke får tilstrækkelig kontakt med mennesker i starten af deres liv, kan det være svært at gøre dem rigtig tamme og velsocialiseret senere.

Husk, at killinger først må tages fra deres mor, når de er 12 uger gamle!

Ganske som hos hunde findes der sociale perioder, som er vigtige for kattens fremtidige adfærd. Perioderne er ikke så klart definerede, og de starter tidligere hos katte.
Man mener, at de vigtige perioder starter allerede ved fødslen, og at den allervigtigste socialisering sker i de første 7 leveuger.

Vokser killingen således op i et hjem uden tilstrækkelig kontakt til mennesker i de første mange leveuger, mister man faktisk muligheden for at gøre den til en god familiekat.
Det bliver i hvert fald væsentlig mere vanskeligt.

Skal jeg vælge at få to killinger samtidig?

To killinger, der vokser op sammen, kan have rigtig meget glæde af hinanden.
Det kan senere være forbundet med vanskeligheder at sætte to voksne katte sammen.
To killinger vil derimod have utrolig meget fornøjelse af hinanden ikke blot under opvæksten men ligeledes resten af livet.
Det er ikke forbundet med nævneværdigt mere arbejde at have to katte fremfor kun en kat.

Hvordan vænner jeg min killing til sit nye hjem?

Selve introduktionen til et nyt hjem skal altid foregå stille og roligt og under opsyn.
Din killing skal jo lige vænne sig til de nye forhold hjemme hos dig. Alt er nyt for den, og den er lige blevet fjernet fra sin mor og sine søskende.

Giv den tid og ro til at se sig omkring i sit nye hjem.
Stil mad, vand og en kattebakke frem til den. 
Hav få men gode legesager liggende til den. Husk at killinger bider alt i stykker, så tilpas legetøjet bedst muligt.
Sørg for at dit hjem er ‘killingesikret’.

Vent med at lade hele familien og alle vennerne komme på besøg, til din killing har fundet sig godt tilrette hos dig.

Heldigvis lever dyr i nuet og affinder sig hurtigt med nye situationer, så med lidt tid og tålmodighed vil din nye killing sikkert hurtigt falde til hos dig.

Når din killing er omkring 12 uger gammel, er det tid til første vaccination og sundhedsundersøgelse hos dyrlægen.

Petshop

Petshop

Besøg vores petshop, hvor du finder godt foder og sunde godbidder til dit kæledyr.