Lev med naboens kat

Sådan lærer du at omgås naboens kat

Katte er privilegerede i forhold til andre familiedyr.
De får almindeligvis lov til at løbe frit ud og ind af boligen, og selv om katte er kælne og hengivne, er de alligevel meget egne.
Når de er uden for familiens rammer, lever de et liv helt på egne præmisser.

Katte er med til at holde områder fri for mus og rotter, og de volder sædvanligvis ikke problemer.
Alligevel kan der opstå problemer, hvis der bliver interessekonflikter.

Det bedste du kan gøre, hvis du oplever, at en kat volder dig problemer, er at tale med kattens ejer om det. 
Derudover kan det være en god idé at lære, hvordan du kan håndtere eller minimere problemerne.
Det er vigtigt, at kattens ejer bliver klar over, at den pågældende kat generer dig, så I sammen kan søge en løsning, før det ender i en konflikt.

Hvordan undgår jeg, at naboens kat bruger min have som toilet?

Katte foretrækker at besørge i blød og løs jord, men det er naturligvis ikke rart, at naboens kat bruger dine blomsterbede som toilet.

Du kan f.eks. lægge grov barkflis i bedene omkring planterne. Det kan være med til at forebygge, at katten bruger bedet som toilet.
Er bedet lige blevet sået til, kan du i stedet lægge hønsenet eller lignende over bedet. Når bedet er groet til, fjerner du hønsenettet og erstatter det med barkflis.

Lav eventuelt en aftale med din nabo omkring omkostningerne for sådan en løsning.

Det er vigtigt, at kattens ejer selv gør en indsats for at undgå, at katten generer naboerne.
Det kunne f.eks. ske ved selv at anlægge et bed i egen have som et slags udendørs toilet til sin kat. Så har katten måske lyst til at besørge dér i stedet for i din have.

Katte betragter ligeledes sandkasser som attraktive toiletter.
Dæk derfor altid sandkassen til, når børnene ikke bruger den.

Hvad gør jeg, hvis naboens kat sidder på min bil?

Katte elsker at sidde på en lun motorhjelm.
Der er ikke noget bedre for dem end at springe op på en varm bil, der lige er parkeret i garagen.

Hvis du jager en kat ned fra bilen, risikerer du, at den sætter af med kløerne og derved laver ridser i bilens lak.
Lad katten gå ned fra bilen i sit eget tempo, så vil der som regel ikke ske større skader. Maksimalt laver den lidt poteaftryk, som let kan tørres af igen.
Hvis det er et stort problem, kan du eventuelt dække din bil med et bildækken.

Hvad gør jeg, hvis naboens kat jager fuglene i min have?

Undersøgelser viser, at katte ikke spiser så mange fugle, som man ofte forestiller sig.
De tager desuden primært de syge eller skadede fugle samt store fugleunger, der lige er fløjet fra reden.

Hvis man fodrer fuglene i sin have, holder man antallet af fugle oppe på et måske unaturligt højt niveau samtidig med, at man gør sin have til en indbydende ‘foderplads’ for katte og andre rovdyr.

Opsæt kun kattesikrede redekasser – dvs uden siddepind.

Lad fuglehuset stå frit, så fuglene kan flygte i alle retninger, hvis der kommer en kat. 

Hvad gør jeg, hvis naboens kat løber ind i mit hus?

Katte kan godt finde på at løbe ind af åbne vinduer og døre. Enten af nysgerrighed eller for at søge efter mad.

Frist ikke naboens kat ved at lade mad stå fremme.

Har du selv en kat og dermed en kattelem i døren, bør du vælge en kattelem, der er chipaktiveret. Så åbner den sig kun for din egen kat.

Kommer der fremmede katte ind i dit hjem, kan du forskrække dem med sprøjt fra en vandpistol eller høje lyde. Timingen er dog vigtig.
Katten må aldrig lide fysisk overlast ved det.

Hvad gør jeg, hvis naboens kat er en plage?

Hvad gør man, når de gode råd ikke hjælper?
Ifølge lovgivningen er ejeren af en kat forpligtiget til at holde sin kat inde på egen matrikel.
Dette kan dog være vanskeligt at overholde på grund af kattens naturlige behov for frihed.
Et højt og tæt hegn omkring haven kan være en god løsning på dette problem.

Hvis du føler dig generet af din nabos kat, er det en god idé at forsøge at løse situationen på fredelig vis, så du ikke ender i en konflikt med din nabo.
Tag en snak med din nabo omkring problemet og forsøg at finde en løsning, som i begge kan leve med.
Måske kan du affinde dig med, at din nabos kat sidder på din bil engang imellem mod, at din nabo betaler for nogle ekstra bilvask om året eller lignende løsninger.

Husk at katten aldrig må lide overlast, uanset hvor generet du føler dig af den!

Hvad gør man ved problemer med herreløse katte?

Hvis du og andre beboere i dit området er generet af herreløse katte, kan du kontakte kommunens Tekniske Forvaltning.
Indfangning af herreløse katte kan kun ske efter anmodning fra kommunen, men mange kommuner afslår at hjælpe.
I så fald kan du rette henvendelse til enten Kattens Værn eller Dyrenes Beskyttelse, som eventuelt vil være behjælpelige med at finde en løsning på problemet.

Desværre er det et stort og overset dyreværnsmæssigt problem i Danmark, at der lever rigtig mange herreløse katte under kummerlige forhold.
Alle forsøg på at få en egentlig Kattelov på lige fod med Hundeloven er indtil videre mislykkedes.

Er du selv ejer af en kat, bør du sørge for, at din kat er ID-mærket og registreret, så den ikke fejlagtigt bliver taget for at være en herreløs kat og dermed risikerer aflivning.

 

Petshop

Petshop

Besøg vores petshop, hvor du finder godt foder og sunde godbidder til dit kæledyr.