Fodring af katte

Hvordan skal jeg fodre min killing?

I den første uges tid efter, at du har fået din nye killing hjem, skal den fortsat have det foder, som den fik i det hjem, den kom fra.
Hvis du ønsker at skifte fodermærke, kan du gradvist herefter begynde overgangen til et nyt foder.
Der gælder ved ethvert foderskift, at det altid skal foregå langsomt over 5-7 dage for at vænne killingens mavetarmsystem til det nye foder.

Killinger skal sædvanligvis fodres ad libitum med killingefoder, indtil de bliver  neutraliseret.
Herefter bør deres foder skiftes til et ungkattefoder, der dels tager højde for deres fortsatte vækst samt deres ændrede fysiologiske forhold efter neutralisationen.

Når ungkatten er udvokset omkring 10-12 måneders alderen, skiftes den over på et voksenfoder.
Det vil altid være individuelt, hvornår det er det rette tidspunkt for et foderskift. Tal med din dyrlæge om det.

Hvordan skal jeg fodre min voksne kat?

Der findes et (alt for) stort udvalg af kattefoder på det danske marked, og det kan være svært at vide, hvad man skal vælge.

Som udgangspunkt skal en sund, normalvægtig voksen kat have et almindeligt vedligeholdelsesfoder af god kvalitet i korrekt afmålt mængde.

Nogle katte kan have foder stående uden at blive overvægtige, men mange katte behøver ejerens hjælp til at begrænse deres foderindtag.
Det gør du lettest ved at måle den korrekte mængde foder af hver morgen og stille den til side i en lille beholder med låg. Alle i familien ved nu, at denne fodermængde skal række hele døgnet.
Da det er i kattens natur at spise lidt men ofte, må du gerne lægge lidt af det afmålte foder i dens madskål flere gange om dagen i stedet for kun to daglige tildelinger.

På foderposen finder du en skala over den daglige foderanbefaling.
Brug den som et udgangspunkt. Vær opmærksom på at gå ud fra din kats optimale vægt og ikke nødvendigvis dens nuværende vægt.
Hvis din kat tager på i vægt, skal du give mindre foder.
Husk at tælle dåsefoder, godbidder og andet med i det daglige kalorieregnskab.

Hvis din kat har et sundhedsmæssigt problem – det være sig overvægt, tandsten, urinvejsproblemer eller andet – kan dens problemer afhjælpes af specialfoder.
I så fald er det altid nødvendigt, at du taler med din dyrlæge om din kats behov, så den bliver hjulpet og støttet bedst muligt.

Hvordan skal jeg fodre min seniorkat?

Vi er meget opmærksomme på at skifte vores killing over på voksenfoder, når den har den rette alder. Mange af os glemmer derimod, at der ligeledes er en sundhedsmæssig gevinst for din kat i den anden ende af livet ved atter at skifte foder – nemlig når din kat bliver en seniorkat.

Selv om katte kan blive helt op til 15-20 år, anbefales det dog, at du skifter din kat over på et seniorfoder omkring 8-års alderen.
Også her er udvalget stort.
Lad din dyrlæge hjælpe dig med at sammenholde din kats ernæringsmæssige behov med eventuelle sundhedsmæssige aspekter, der skal tilgodeses.

 

Petshop

Petshop

Besøg vores petshop, hvor du finder godt foder og sunde godbidder til dit kæledyr.