Kontakt os
Vorup Dyrehospital - Randers
Bogensevej 16
8940 Randers SV
Tlf: 86 41 78 00
Konsultation efter aftale alle hverdage 08.00-17.00
Børn og hund
Har man børn og hund i samme hjem, kan dette være en både god og givende kombination for begge parter, men det kræver altid, at der er en voksen, som har det overordnede ansvar.
Naturligvis spiller barnets eller børnenes alder i høj grad ind, når man tænker på ansvar og håndtering af familiens hund.
Det er godt for børn at vokse op med dyr, da det lærer dem at vise hensyn til et andet væsen og giver mange dejlige oplevelser sammen.
Små børn må naturligvis aldrig være alene med en hund, da de ikke er i stand til at tolke hundens signaler eller håndtere den med tilpas varsomhed.
Selv den mest tålmodige hund kan føle sine grænser overtrådt, hvis den bliver revet hårdt i øret, trukket i halen eller trængt op i en krog, og i sidste ende kan hunden føle, at den ikke har andre muligheder end at bide fra sig.
Det er altid en voksens ansvar at forebygge, at denne situation kan opstå!
Større børn kan i høj grad deltage i pasning af familiens hund, idet de f.eks. kan lufte hunden, passe dens pels, fodre den, lave træningsøvelser med den og i det hele taget lege og omgås hunden med en masse fornøjelse for såvel hunden som dem selv.
Hvilken grad af ansvar for hundens pasning børnene skal bære, afhænger naturligvis helt af deres alder.
Det er vigtigt at lære sine børn helt fra små af:
- At en hund har ret til et 'fristed' (f.eks. dens kurv), hvor den skal have lov til at ligge i fred uden at blive forstyrret.
- At en hund er et levende væsen, som har krav på at få tilgodeset sine behov også på en travl dag.
- At en hund kan bide, hvis den bliver bange, hvorfor man aldrig må gå hen til en fremmed hund, der f.eks står bundet foran en butik uden at have fået lov af dens ejer først.
Sidst men ikke mindst er det vigtigt at huske på, at hunde i forvejen kan have svært ved at tolke os mennesker, idet deres og vores kommunikation er meget forskellig.
Hunde opfatter derfor børn som endnu mere vanskelige at forstå og håndtere, idet de ofte er mere ukontrollerede og uforudsigelige i deres ageren, og dette kan skabe utryghed hos en hund, som ikke er vant til børn.
Lad derfor altid kun små børn og hunde være sammen under opsyn.